The Odyssey af Christopher Nolan

Nolan har skabt en utrolig filmoplevelse med gode skuespillerpræstationer

Christopher Nolan er fuldt ud lykkedes med at filmatisere verdens ældste epos på ny. Jeg har netop set The Odyssey i Moviehouse i Hellerup, og filmen kommer til at indgå på min top 10-liste over bedste film nogensinde.

Filmen er helt utrolig smukt optaget. Skuespillerne er gode og passer godt til rollerne. Matt Damon som Odysseus er vældig autentisk. Et lille minus er hans monologer som Odysseus, hvor han ikke helt formår at levere dem dybfølt og ægte.
Anna Hathaway leverer måske filmens bedste skuespil og legemliggør fuldstændig den ældre, men utrolig smukke og trofaste hustru til Odysseus, Penelopia. Kvindelig skønhed, kraft og ynde forenet.
Den unge Tom Harding er solid i rollen som Odysseus’ usikre men stolte søn, Telemachos. Måske er karakteren en anelse for skarp og selvsikker en gang imellem i forhold til den ægte Telemachos, der jo i starten lever undertrykt og i skyggen af sin fars fravær, før han først senere i fortællingen udvikler sig.
Utrolig betagende er også Robert Pattinson som Antinous. Antinous er en af bejlerne til Odysseus hustru, og han er på visse måder en attraktiv og stærk mand og derfor måske et godt valg for Penelopia. Han er dog slet ikke et ægte, retfærdigt og sandt mandfolk som Odysseus. Den balance rammer Pattinson perfekt.

The Odyssey af Christopher Nolan er ikke alene helt utroligt smukt filmet, den er også sat sammen, så den bevæger dig undervejs. Især en hel del til slut. Med velvalgte monologer formår Nolan at gengive den personlige og udviklende rejse, som Odysseus undergår. Han er også lykkedes med at fremdrive de menneskelige udfordringer og dilemmaer, som Odysseus i eposet fortsat befinder sig i, og som må være svære at overføre til lærredet.

Der er utolig mange gode detaljer i filmen, og jeg skal helt sikkert se filmen flere gange for at få det hele med.

The Odyssey er et selvudviklende heltedigt

For mig, som elsker Odysseen i forvejen, der formår filmen virklelig at videreformidle noget af den dybe visdom og indsigt, som de forskellige hændelser og udfordringer billedliggør. Det som meget få danskere forstår, det er, at The Odyssey ikke bare er et heltedigt eller en eventyrlig fortælling. Det er den første og mest inspirerende, selvudviklende og sandhedssøgende fortælling i menneskets historie. Den er stadig nyttig for os alle her i nutiden. Man skal forstå, at hver eneste udfordring for Odysseus er indre prøvelser, vi alle på den ene eller anden måde møder i livet.

For eksempel

Mødet med kyklopen handler om at holde hovedet koldt stående overfor frygtelig rædsel og grusomhed.

Sirenernes sang handler om at tæmme sin egen længsel efter skønhed og begær.

Odysseus frigørelse fra elskerinden Kalypso handler om som mand at huske på sin familie og sit ansvar for familien på trods af en fortryllende tid med en smuk elskerinde og en lykkeliggørende Lotusblomst

Mødet med heksen Kirke handler om at styre sin grådighed og legemlige behov trods sult og tørst.

Solgudens kvæg handler om at acceptere, at dine venner og nærmeste frivilligt kan gå deres undergang i møde, selvom de ved besked. Du kan ikke gøre noget ved det, selvom du kan se det og har forsøgt at advare om det.

Odysseus gentagne ulykker og nederlag handler om aldrig at give op.

Alle disse historier har belærende betragtninger og opfordringer til mennesket. Odysseus er dog i sig selv et ideal og inspiration. Han er en ny type menneske i den gamle verden. Odysseus indfører omtanke, snedighed og klogskab.

Lær mere om Odysseen fra min bog Kend dig selv

Odysseys skal ligesom os finde en vej igennem livet, og han møder mange bump på vejen. 

I min bog ’Kend dig selv’ har jeg hele to kapitler dedikeret til både Iliaden og Odysséen. Her viser jeg, hvordan Odysseus er den mest menneskelige helt, der nogensinde er produceret. Han er hverken overnaturlig stærk eller gudelig, men blot helt og aldeles menneskelig. Et stærkt og helteagtigt menneske fuld af fejl.

Uddrag fra min bog Kend dig selv

En ny type menneske rejser sig med Odysseus. Et nyt ideal. Et menneske, der er i stand til at kigge indad og adskille sine følelser fra sin forstand. En, som kan beherske og kontrollere sit temperament og sine længsler og dermed udtænke samt udføre komplicerede strategiske planer.

Samtidig er ”Odysseen” så givende, fordi den dramatisk portrætterer et menneskes livsforløb med de indre prøvelser og den mængde lidelse, vi alle må igennem. Fortællingen viser på episk vis, hvad det er, man må tage på sig for at forvandle sig og realisere sin egen skæbne. Den viser, at et klart mål er nødvendigt for at foretage en rejse. I kampen om at klare verdens krav, der er mod, tålmodighed, udholdenhed, selvbeherskelse, fornuft og strategisk omtanke vindende egenskaber. Og på trods af, at det i lange perioder er nøden eller skæbnen, som så kraftigt styrer Odysseus’ færd, så er det alligevel hans eget beslutsomme og vedholdende valg, der fører ham igennem. Med sit mytiske ophav af overnaturlige fænomener og guder kan fortællingen synes irrelevant for et moderne logisk og rationelt tænkende væsen. Men de betragtninger om menneskets liv og de poetisk skildrede billeder på indre psykiske fænomener gør ”Odysseen” til et mesterligt malet billede på den livsrejse, vi alle er på, og fortællingen bliver dermed et vindue til en forståelse af vores egen rejse. Vores egen odyssé.

I førelsen af vores liv har vi alle brug for et billede at følge. Et billede, der hjælper os med at forstå og acceptere det, vi udsættes for livet igennem. Et forkert billede af, hvad der kan og vil ske i dit liv, skaber frustration og kraftig nederlagsfølelse. Forestil dig, at du lever med den idé, at modgang, nederlag og lidelse ikke bør være en del af dit liv. Når du så møder det og føler smerte, tænker du, at dette er forkert, og du trækker dig og gemmer dig. Har du en forestilling om, at livet ikke må indeholde smerte og modgang, hvordan skal du så kunne drage ud og bære dig selv igennem alt det, der med garanti vil komme, og som er nødvendigt for at udvikle dig og realisere din skæbne? I ”Odysseen” er de basale idéer sat på plads: Hvis du vil nå dit mål, hvis du vil være der for din familie og sikre deres og din egen tryghed og tilværelse, så er lidelse og smerte et grundvilkår, du skal forvente og være beredt på at bære. Ordningen af disse idéer hos dig, inde i dig og dit hoved, har betydning for, hvordan du møder udfordringerne og ulykkerne, som livet kaster af sig.

Helt utrolige personligheder findes i ”Iliaden”. Achilleus, Hektor, Paris, Ajax, Menelaos og Agamemnon er udødelige navne, der stadig giver genklang i dag. Achilleus, den fuldendte kriger. Hektor, den tapre, noble kongesøn og husbond. Paris, den smukke, charmerende prins. Og Agamemnon, den store magtfulde konge, der hersker ubetinget med en anelse for meget magtsyge. Odysseus har ikke på samme måde opnået denne status og huskes ikke i dette romantiske skær. Han er da kendt, men ikke som en helteskikkelse, blot som Odysseus, den rejsende. Heltene fra ”Iliaden” er, som vi kender helte bedst. Helt utroligt modige og tapre, de er vindere og udfører den ene dåd efter den anden. Odysseus er anderledes undseelig, mere realistisk. Hans snu og snedige adfærd virker knap så hæderlig og ærefuld. Mens alle heltene og store konger dør i ”Iliaden”, overlever Odysseus. På den måde er Odysseus faktisk det ægte helteideal for en ny tid, indført af Homer – tiden efter de gamle helte. Hvor ære og mod før stod allerhøjest, træder nu med Odysseus besindigheden og den strategiske tænksomhed frem som de mest anpriste egenskaber. Det hele illustreres med det sigende symbol, at det er den trojanske hest, som bringer Troja til fald.

Odysseus kan altså noget, der gør, at han klarer den, hvor andre ikke gør. Han er den græske kulturs helt og forbillede –et ideal for den nye tidsalder. Hvad er det for nogle egenskaber, han egentlig besidder og introducerer?

Først og fremmest er Odysseus kompetent ud i mange alsidige aktiviteter, og hans evner er meget håndgribelige. Han kan føre og lede mænd, administrere et gods og landbrug, kæmpe som soldat, bygge skibe, navigere efter stjernerne – og opfinde træhesten. Han er fuld af stort mod, og så er han selvfølgelig stærk, selvom han ikke er den stærkeste. Først og fremmest skiller Odysseus sig dog særligt ud ved at være yderst tilpasningsdygtig. Han kan forvandle sig i forhold til, hvad omstændighederne kræver.

Han er i stand til at gennemføre det nødvendige, uanset om han skal gøre sig selv til grin og lade sig ydmyge som tigger, eller om han skal underholde og være forsamlingens midtpunkt – eller slå ihjel. Han er, hvad grækerne kaldte en metis. En person, der kan skifte om, tilpasse og forvandle sig alt efter forholdene. En person, der kan indstille sig på enhver tænkelig situation, fordi han er i besiddelse af både omtanke, snilde og følelsesmæssig kontrol.

Odysseus klarer den, fordi han med omtanke stort set får handlet rigtigt i enhver situation, hvilket muliggør, at han til sidst realiserer sin tiltænkte skæbne. De andre helte, Achilleus, Agamemnon og Hektor, fejler ofte under tilsvarende situationer, da de modsat lader sig vildføre af indre lyster eller overdrevne følelser. Achilleus er så sur og gnaven over Agamemnons behandling af ham, at han nægter at slås. Dermed sætter han næsten hele krigen over styr og er indirekte skyld i tabet af sin nevø Patroklos. Agamemnon er så stolt og stædig, at han nægter at undskylde. Ved det taber han næsten krigen, som er igangsat af hans egne ambitioner. Disse gamle helte er i høj grad underlagt deres følelser og instinkter, på trods af at de kan se, det fører dem i uføre. De kan simpelthen ikke besinde sig og stoppe sig selv. De har for store følelser om hæder og ære, hvilket dominerer alle deres handlinger og blokerer dem fra at handle anderledes, hvilket til dels skyldes, at de lever efter den overbevisning, at det er guderne, der dikterer deres handlinger og determinerer deres liv. Egen handling eller ulykke er gudernes ansvar – egne følelser og handling er ikke selvforskyldte. De har fralagt sig ansvaret for deres egne liv. Det stopper dem fra at kigge indad, alt imens æren eller elskovslængsel eller raseri over ærekrænkelse gør dem blinde og driver dem mod den åbenlyse selvdestruktion. De gamle helte kan ikke beherske sig selv.

Som kontrast har Odysseus valgt at tage fuldt ansvar for eget liv og handling, han er selvbeherskelsens mester. Ved at tage fuldt ansvar for sine handlinger opnår han egenskaben omtanke. Altså evnen til før en handling at kunne beherske sig selv, stoppe sig selv og sine følelser og gøre sig kølige betragtninger. Han kan stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i egne og andres motiver, før han vælger sin handling. I mange tilfælde undgår han derfor at blive ramt af selvdestruktiv forblindelse. Igennem omtanke er han i stand til at igen og igen at distancere sig selv fra situationen, undersøge forholdene og revurdere det, han finder nødvendigt. På den baggrund fraråder Odysseus at angribe trojanerne om morgenen på tom mave, før hæren har fået noget at spise og drikke, mens Achilleus ophidset ønsker at angribe øjeblikkeligt. Af samme årsag afslører Odysseus heller ikke sig selv for sin kone eller sin søn, før han har fået bekræftet, at han kan stole på dem efter tyve års fravær.

Altid bevæger han sig fremad med omtanke. Derfor vinder han. Men kun, når han påtager sig den tunge byrde. Hver gang Odysseus vælger ikke at tage den tunge vej, ikke væbner sig med tålmodighed og ikke behersker sig, så fejler også han. Det er der flere eksempler på. Ud af et utæmmeligt vovemod vælger han at ville besøge kyklopernes ø, og han røber til sidst sit rigtige navn, da han ikke kan modstå trangen til at opnå hæder og håne kyklopen efter sin succesfulde list. Den handling bliver årsagen til mange af hans fremtidige ulykker. Han falder i søvn med Aiolos’ vinde i hånden, lige inden han når hjemøen og sit mål, for da at blive blæst tilbage til, hvor han kom fra. Og han lader sine mænd få deres vilje om at overnatte på solgudens ø, selvom han kender faren og er blevet det frarådet af guden Kirke. Igennem rejsen og de fejl, han gør sig, udvikles han dog, så han er klar, da han endelig lander på øen Ithaka. Her gør han alt det rigtige (foretager forsigtige valg, behersker sit temperament, undersøger forholdene på øen, indgår alliancer, udviser fremsyn og bruger sin kløgt).

Odysseus er fuldstændig herre over eget liv. Ingen og intet kan altså diktere hans handlinger, ikke engang guderne. Frigjort af sine følelsers dominans er han i stand til at finde et rum, hvorfra han kan bruge sin forstand og foretage sig fornuftige og listige træk. Han kan adskille analyse og følelser. Hans forstand opererer uafhængigt af hans indre følelsesliv, derfor er han ikke begrænset af, hvad han føler. Hele hans grundlag for ’list’ kommer af denne evne, hvilket er unikt og fuldstændig nyt i den verden på den tid. Heraf hans kaldenavn ’Odysseus, den listige’.

”At vælge besindighedens middelvej. Der viste sig klogt, når det mest gjaldt.”[2]

Besindighed er et ikke særlig anvendt begreb i dag. Det defineres også som værende rolig, velovervejet og fornuftig. At kunne udøve mådehold og selvbeherskelse, at kunne opgive noget nu for at få det, man vil have senere. Besindighed er en fuldstændig grundlæggende præmis for at kunne gøre sig i strategisk tænkning. Alle strategiske overvejelser afhænger af besindelse. Besindelse betyder, at man kan holde igen og ikke lade sig friste eller tirre eller kue, hvilket er fuldstændig nødvendigt for at gennemføre en plan. På den måde er strategisk tænkning direkte forbundet med besindelse og selvbeherskelse.

En anden egenskab, der gør Odysseus meget menneskelig, men også ekstraordinær, er hans vedholdenhed. Han oplever det ene nederlag efter det andet, og ulykkerne vælter ind over ham. Han får begået mange personlige fejl med langvarige konsekvenser. Ti år er lang tid at være i krig. Yderligere at skulle bruge ti år på at komme hjem er opslidende. Igennem alt dette, når vennerne er væk, og familien endda muligvis har opgivet ham, får denne vedholdenhed ham til at fortsætte og blive ved. På trods af skuffelse efter skuffelse, med en smertelig længsel efter at vende hjem og den skæbnens hånd, der stadigt synes at afspore hans rejse mod målet, holder Odysseus fast. Han tager smerten på sig og taler sit frustrerede hjerte til ro.

”Oh, Giv dig tilfreds mit hjerte, for en lumpnere færd har du fordum tålt.”[3]

I tyve lange år er Odysseus på rejse hjemmefra. Fra han ufrivilligt forlader Ithaka og drager til Troja, til han er tilbage igen. Igennem denne periode er lidelsen Odysseus’ ufrivillige følgesvend. Fordi han fastholder et ønske og et mål om at nå hjem, må han bide smerten i sig. Han kunne godt undgå smerten ved at hygge sig på diverse græske øer i ømt kvindeligt selskab og fordrive tiden med god mad og drikke. Det vil han dog ikke, han vil hjem. Smerten må og skal påtages. Endnu en rejse må påbegyndes med sult, tørst, træthed og ensomt følgeskab. Lidelsen er hans betaling for at komme hjem. I den verden, som ”Iliaden” og ”Odysseen” skildrer, er der ingen tvivl: Verden er uretfærdig, og mennesket møder megen uret og ulykke skabt af guderne og mennesket selv; men helten Odysseus, som er repræsentant for det enkelte menneske, har muligheden for at gøre det rigtige alligevel, hvis han påtager sig ansvaret og bærer smerten.